Månedens profil - juni 2016
Hos Rosborg Møbler sætter vi hver måned fokus på en designer, illustrator, producent eller arkitekt. I denne måned har vi fået en snak med Julie Hugau og Andrea Larsson, der tilsammen står bag brandet Reflections by Hugau/Larsson.
Hvordan er jeres kreative proces?
Vi planlægger ikke på den måde at nu skal vi designe og være kreative. Vi arbejder både meget spontant med ideer, men bruger samtidig lang tid på at udføre og gennemarbejde ideen. Med spejlene har det i starten handlet meget om at knække koden i forhold til en stil, en linie, men i den grad også om at få produktet til at være holdbart og se lækkert ud.
Den kreative proces er konstant. Den foregår egentlig hele tiden. Vi har altid nye ideer og skitser liggende og så tager vi dem op når vi synes de vil passe ind i kollektionerne. Vi tænker selvfølgelig også i hvad der er mest efterspørgsel på og udforsker det, men ellers går vi begge efter mavefornemmelser og hvad vi føler er det helt rigtige.
Det vigtigste er at vi ender med et produkt vi selv kan lide. Nogle er lavet på 5 minutter og så er den der - andre har taget meget lang tid.
Hvor finder I inspiration til jeres designs?
Inspirationen kommer mange steder fra. Vi arbejder med mange grafiske mønstre som man ser i alt fra bygninger til stjernetegn og krystaller, derudover henter vi inspiration fra bøger, rejser, kunst og farver.
Julie er også smykkedesigner - så meget af hendes inspiration kommer derfra. De små detaljer, stenenes former og skæringer og det delikate udtryk. Andrea arbejder også med indretning og især tapeter - så farver, helhed og mønstre er en stor inspirationskilde for hende.
Hvordan vil I beskrive jeres stil?
Vi er meget blandede i vores stil. Vi går ikke en bestemt vej. Det er vigtigt og gir mening for os ikke kun at gå en vej, eller have en enkelt stil.
Man ville nok sige vi er rimeligt flippede faktisk. Vi er til sjov og ballade, guld, frynser og nitter og så elsker vi begge vilde og fantastiske former fra både Art Deco og Miami style. Men stadig, vi søger ud over begrænsningerne. Det er det sjove ved at designe og skabe sine egne produkter. Ja, måske endda en fordel.
Hvilket møbel er jeres absolutte yndlings?
Dem er der en del af. Der er så mange skønne møbler, især lige nu. Sjovt nok er vi begge faldet for et skab som lige er blevet vist på Milano messen af Patricia Urquiola - hun er helt fantastisk. Derudover er vi begge meget glade for Design by Us´ lille quiltede sofa i velour “Fat Bitch”.
Hvad kendetegner en designklassiker?
Hvad arbejder I på p.t.?
Vi arbejder på at udvide begge vores kollektioner både spejlene og Crystal Version. Kollektionerne skal være skarpe og synlige - og Crystal Version er bare så sjov at lave, så den bliver udvidet med fade og skåle også. Bare i den mere dekorative, end anvendelige, ende. Vi fokuserer meget på udland og især projekter lige nu.
Hvad har været højdepunktet i jeres karriere indtil nu?
Det hele er gået så hurtigt. Vi arbejder bare og synes p.t. at det går den vej det skal. Det er virkelig dejligt blandt andet også at mærke at udlandet er interesseret og synes vores produkter er fede. Der er ret meget gang i den.
Køb dine produkter fra Reflections by Hugau/Larsson her