Mogens Lassen
 

Månedens profil - maj 2018

Hos Rosborg Møbler sætter vi hver måned fokus på en designer, illustrator, producent eller arkitekt. I denne måned har vi fokus på en af funktionalismens fædre i Danmark - Mogens Lassen (1901-1987), som var med til at gøre dansk og skandinavisk design internationalt berømt.

 

Arkitekt Mogens Lassen er blandt de store betydningsfulde danske arkitekter, en af pionererne indenfor dansk funktionalisme, og internationalt anerkendt for sin karakteristiske arkitektur. Mogens Lassen var inspireret af den tyske designskole Bauhaus, og de geometriske former gengives ofte i hans ikoniske designs.


Mogens Lassen vidste allerede som barn at han skulle være arkitekt, han var født til det. Han købte bøger om arkitektur for sine lommepenge og at opmåle bygninger og skitsere dem var hans hobby. Da han var ordblind og pengene var små kom han i mesterlære, men fulgte alligevel med i den akademiske verden, og løste de opgaver som blev stillet af kammeraterne Ole Wanscher, Arne Jacobsen og Hans Bretton-Meyer.

 

I 1927 rejste Mogens Lassen til Paris og var ansat i et ingeniørfirma. Han trivedes ikke. Han forstod ikke sproget og det generede ham at han ikke måtte tegne for arkitekturens skyld, men blot for praktikken. At tegne grimme facader var ham en torn i øjet. 

 

Men Paris formede Mogens Lassen. Han elskede de åbne køkkener på byens restauranter, de var fyldt med liv og blev for Mogens det vigtigste rum i et hus. Det var også i Paris at Mogens Lassen stiftede bekendtskab med Le Corbusier, som forblev en evig inspirationskilde. Mogens opnåede under sit ophold i Paris den ære, at blive tilbudt en plads på tegnestuen hos Le Corbusier, hvilket han dog takkede nej til. Han var selvkritisk og syntes at hans franske var for dårligt.

 

Da Mogens Lassen kom tilbage til Danmark åbnede han sin egen tegnestue, hvorfra han levede sit liv. Senere blev han også fast udstillingsarkitekt på ’Den Permanente’, og var med til at fremme dansk design, og gøre dansk kunsthåndværk internationalt anerkendt. ’Den Permanente’ blev en kæmpe succes og en obligatorisk turistattraktion. Mogens tog aldrig æren for dette - han var af natur en beskeden mand.

 

Han elskede at sidde inde i sit arbejdsværelse, som mere lignede en hule med små gange mellem en masse ting. Alt andet end enkelt og stringent, men han elskede hulens egenskaber og den tryghed den gav. Faktisk overførte han hule-tankegangen til de huse, som han byggede, hvor vinduerne aldrig kom til at sidde lige over for hinanden.

 

På mange måder var dette den røde tråd i Mogens’ liv: Han designerne, tegnede og byggede huse for folk, som han kendte – ellers blev han venner med dem, som han tegnede, designede og byggede husene til. Dengang fik arkitekten ikke blot lov at bestemme rammerne, men også dét, som skulle være inden i. Så Mogens tegnede køkkener, stole, borde, sofaer - alt hvad der skulle til for at leve et liv.

 

Talentet rakte til det hele. I dag dukker flere og flere møbler op på auktioner og går til skyhøje priser. Mogens fik igennem sit liv som arkitekt tildelt flere medaljer, herunder C.F. Hansen Medaljen, som er den største anerkendelse man som arkitekt i Danmark kan opnå.

 

Køb designs af Mogens Lassen her

 
Nyhedsbrev

Få 15% rabat på dit første køb ved tilmelding

Tilmeld dig her
Læs vores magasin
Download her
Tilbud

Se alle tilbud og kampagner hos Rosborg

Se tilbud her