Kay Bojesen
 

Månedens profil - august 2018

Hos Rosborg Møbler sætter vi hver måned fokus på en designer, illustrator, producent eller arkitekt. I denne måned har vi fokus på Kay Bojesen, der er verdenskendt for hans finurlige og søde træfigurer, han i starten lavede som legetøj til hans børn.

 

Sølvsmed og designer Kay Bojesen kunne noget helt særligt. Han kunne give træ liv, og han blev verdensberømt for at skabe trædyr med sjæl, humor og glimt i øjet. Kay Bojesen har med mere end 2000 stykker kunsthåndværk på samvittigheden hørt til blandt 1900-tallets mest produktive danske kunsthåndværkere.

 

Kay Bojesen var især kendt for design og legetøj i træ, f.eks. hans livgarder fra 1942, aben fra 1951 og elefanten og papegøjen fra 1950'erne. Herudover designede han også børnemøbler, smykker, bestik, tekander og sølvpokaler

 

Unge Kay kom i købmandslære, men da chancen bød sig, fik han læreplads på Georg Jensens nystartede sølvsmedje i 1907. Tiden var til skønvirke og sølv med hammerslået overflade, men Kay Bojesens øje for form og funktion gjorde ham lydhør for nye strømninger. Efter læretiden hos Georg Jensen, blev Kay Bojesen en stor fortaler for funktionalisme, og han var betaget af sølvets rene, glatte overflader, hvor materialet og dets refleksioner var udsmykning i sig selv.

 

1919 blev startskuddet for en ny epoke for Kay Bojesen. Han blev gift og fik sønnen Otto. Det var med til at sætte gang i Kay Bojesens fascination af børn, legetøj og træ der bragte minderne tilbage til hans egen barndom, hvor faderen (forlægger Ernst Bojesen – udgiver af bl.a. ”Blæksprutten”) snittede træfigurer til ham og opmuntrede sine børn til opfindsomhed, fantasi og højt humør.

 

I 1930’erne begyndte Kay Bojesen for alvor at dyrke sin interesse for at arbejde i træ. Han skabte blandt andet en serie af trædyr, der alle levede op til hans holdning til, at design skal være rundt, blødt og føles godt i hånden.

 

Han ønskede ikke at skabe tro kopier af virkelighedens dyr ej heller være for sofistikeret eller detaljerig, men i stedet at skabe fantasifulde varianter i et design, der tog afsæt i barnets egen verden, hvor ”linjerne skal smile”. Træ-legetøjet skulle være enkelt, solidt og inspirere til leg.

 

Med disse grundtanker som udgangspunkt har Kay Bojesen skabt sine elskede træfigurer, der appellerer til barnet i os alle.

 

I en menneskealder blev Kay Bojesen betragtet som humøret i dansk brugskunst. I dag er Kay Bojesen blandt Danmarks store designnavne og hans kunsthåndværk blandt de mest efterspurgte fra dansk design.  

 

Køb designs af Kay Bojesen her

 
Nyhedsbrev

Få 20% rabat på dit første køb ved tilmelding

Tilmeld dig her
Læs vores magasin
Download her
Tilbud

Se alle tilbud og kampagner hos Rosborg

Se tilbud her