Eberhart Furniture
 

Månedens profil - august 2017

Hos Rosborg Møbler sætter vi hver måned fokus på en designer, illustrator, producent eller arkitekt. I denne måned sætter vi fokus på fætrene Esben og Rune, der står bag det fynske designbrand Eberhart Furniture.

 

Hvordan er jeres kreative proces?

I Eberhart er det Esben, som designer og formgiver vores møbler. Vi går ofte temmelig pragmatisk til vores kreative udfoldelse. Processen i Eberhart er mere maskinel end kunstnerisk. Vi bliver enige om, at vi skal bruge en stol og så tegner Esben en stol. Vi bryster os ikke af at være inspirerede af naturens vingesus eller lignende. Vi kan dog godt være dogmatiske i vores tilgang, hvor vi kan “spænde lidt ben” for os selv ved at sige at beton eksempelvis skal indgå i designet. Den indledende kreative proces udfolder sig over ganske kort tid, hvor vi lynhurtigt fornemmer på en skitse om den er værd at gå videre med eller ej. Instinktiv mavefornemmelse. Hvis fornemmelsen omkring en spæd skitse er god udarbejder vi på ganske kort tid et fysisk eksemplar - en prototype. Prototypen derimod modner over lang tid. Denne går vi rundt om over flere uger og ændrer små, bitte ting undervejs i processen, som vi tilretter designet.

 

Hvor finder I inspiration til jeres designs?

I Eberhart er vi inspirerede af rå materialer. Vi lader materialernes udtryk fremgå tydeligt af vores endelige designs. Dette eksempelvis eksemplificeret ved vores rå, unika betonbordplader eller vores ubehandlede messing- eller kobberstole. Sidstnævnte vil fremstå irret med tiden.

 

Hvordan vil I beskrive jeres stil?

Vi arbejder med enkelhedens æstetik og skræller alle unødige lag af vores møbler. Vores stil er rå og upoleret. Vi arbejder med yderpoler og skræller gerne et ekstra lag af vores møbler for at komme helt ind til kernen af et specifik udtryk.

 

Hvem er jeres største kreative forbillede?

Vores fælles bedstefar, som var tømrer og arkitekt. Han havde altid en kreativ løsning på problemerne. Vores bedstefar har på mange måder lagt de første byggesten til projekt Eberhart. Som børn har vi stået i vores bedstefars værksted i uendelige timer, hvor vi kreerede skøre opfindelser. Disse minder og oplevelser, som udspringer heraf har klart været katalysator for, hvem vi er, som personer i dag.

 

Hvilket møbel er jeres absolutte yndlings?

Som i vores egne møbler eller andres møbler? Svært at svare på specifikt. Vores eget mest fuldendte møbel er Hector, hvor form og materialesammenspil går op i en højere enhed. Vi kunne trække på en uendelig række af designs, som vi synes er smukke, men at nævne én er umådelig svært.

 

Hvad kendetegner en designklassiker?

En designklassiker er vi vores verden defineret ved et møbel, som har en række år på bagen. Du kan ikke tegne og producere et møbel i 2017, som samme år får prædikatet ”en designklassiker”. Møblet kan have klassiker potentiale, men kan først ophøjes til en klassiker når den igennem flere årtier har bevist sit værd både hvad angår design og brug. Nu kan vi jo så begynde at filosofere over, hvorvidt en ”klassiker” skal være tegnet af en designer fra vores danske møbelguldalder fra slut 30'erne til slut 60'erne. Sådan refererer vi jo i hvert fald i folkemunde ofte til en designklassiker.

 

Hvad arbejder I på p.t.?

Vi arbejder p.t. på et stort rektangulært spisebord. Et monumentalt og meget skulpturelt møbel bliver det.

 

Hvad har været højdepunktet i jeres karriere indtil nu?

Uha. Sikke et svært spørgsmål. Vi fandt oprigtig talt instinktiv, oprigtig glæde ved at sælge vores aller, aller første bord, som vi havde støbt og samlet i Esbens lille kælderrum på Nørrebro i København. Der faldt 10'øren og vi opdagede at vi havde mulighed for at drive projektet videre.

 

Køb produkterne fra Eberhart Furniture her

 

 
Nyhedsbrev

Få 15% rabat på dit første køb ved tilmelding

Tilmeld dig her
Læs vores magasin
Download her
Tilbud

Se alle tilbud og kampagner hos Rosborg

Se tilbud her