Asger Soelberg
 

Månedens profil - juli 2018

Hos Rosborg Møbler sætter vi hver måned fokus på en designer, illustrator, producent eller arkitekt. I denne måned har vi fået en snak med Asger Soelberg, der bl.a. står bag designet af Salon Chair og Co-Pilot Chair.

 

Hvordan er din kreative proces?

Jeg ser mig selv om en facilitator, der skal medvirke til at fortolke min kunde eller opdragsgivers vision og DNA ind i et konkrete møbel. Min rolle er forskellig alt efter hvem jeg arbejder med, men det handler altid om en kollaborativ indsats. Det bliver bedre på den måde, når man arbejder indenfor en ramme som også ofte handler et prispunkt eller en position i markedet. Jeg holder af at diskutere detaljer i produkter med en kompetent medspiller og dem synes jeg at jeg har været heldig med, at have blandt mine kunder til dato.

 

Hvor finder du inspiration til dine designs?

Det er et svært spørgsmål at svare på, fordi mine opgaver skal lande ganske forskellige steder for de virksomheder jeg arbejder for. Nogen gange er det et problem jeg for øje på eller præsenteres for, og motiveres til at forbedre igennem en analyse. Sådan var det da jeg arbejdede med at produktoptimere høreapparater.

 

I mit arbejde sammen med True North Designs, arbejder jeg sammen med Martin Colberg, som samtidig er en nær ven. Og her har opgaven været, at medvirke til at nyfortolke hele det fundament fra halvtredserne og frem, som har gjort Dansk møbeldesign til det som det er i dag. Her er det træet som materiale og ønsket om en nænsom fornyelse af en kulturarv som er min inspiration. Når man nu er dansk og arbejder med møbler risikerer man også at det næsten bliver søgt hvis man ikke tillader sig selv at stå lidt på skuldrene af dem som var der før en selv.

 

Hvordan vil du beskrive din stil?

Min stil handler i min egen opfattelse meget mere om  processen og samarbejdet med mine kunder end det handler om selve formgivningen. Jeg opfatter sådan set mig selv som en meget sikker formgiver, men jeg har ingen ambitioner om, at give mine kunder et Asger Soelberg signatur produkt, men meget hellere et stærkt DK3, Paustian eller True North Designs produkt. Om der så er en eller anden visuel fællesnævner i mine produkter på tværs af producenter, vil jeg faktisk hellere lade andre om at vurdere.

 

Hvem er dit største kreative forbillede?

Jeg elsker drømmere og fantaster, som lader sig drive af deres nysgerrighed og rå begær efter viden. Derfor er der kun et svar på det spørgsmål og det er Leonardo da Vinci.

 

Hvilket møbel er dit absolutte yndlings?

Når man lytter til popmusik må man gerne vælge det mest populære nummer på pladen, så det må blive Hans Wegners The Chair. Den er næsten perfekt i sin formgivning. Lavet i helt sublimt håndværk og også nogenlunde behagelig at sidde i. Derudover, så var det vel det produkt som åbnede det Amerikanske marked for dansk møbelindustri, så der er mange som står i gæld til Hans Wegner på den konto.

 

Hvad kendetegner en designklassiker?

En klassiker virkede sidste år. Den virker i år og den virker også til næste år- eller årti. En klassiker er ikke så meget en eksponent for den tid som den er skabt i, som den er et udtryk for noget sublimt indenfor sin genre og bliver ved med at fastholde sin relevans.

 

Hvad arbejder du på p.t.?

Der er flere træmøbler på vej. Sammen med True North Designs er vi i prototypefasen på en smuk stabelbar armstol som kommer i versioner med og uden polster. En slags lillesøster til Salon Stolen, som allerede har fået rigtig godt fat i markedet. Jeg har også et par projekter i gang, som jeg ikke må fortælle om endnu, men de næste par år bliver spændende for mig.

 

Hvad har været højdepunktet i din karriere indtil nu?

Salon Stolen har helt klart været det produkt som har givet mig mest anerkendelse til dato. I al beskedenhed lykkedes det os, at skabe et produkt som med et klassisk afsæt har sin helt egen signatur og umiddelbart bliver accepteret som en eksponent for Dansk designtradition ude i den store verden. Salon Stolen har også åbnet nogle døre for mig og skabt relationer til fremtidige samarbejdspartnere.

 

I øvrigt tror jeg, at det igennem Martin Colbergs stædighed i konstruktionsfasen er lykkedes for os, at skabe en af de mest komfortable træstole på markedet. Det er faktisk det som kunderne fortæller os. Hele samarbejdet omkring Salon Stolens tilblivelse er også lidt en model for mig, i det at jeg faktisk havde manden som investerede sine sparepenge i, at sætte den på markedet, siddende ved siden af mig i den sidste halvdel af processen.

 

Køb designs af Asger Soelberg her

 

 
Nyhedsbrev

Få 15% rabat på dit første køb ved tilmelding

Tilmeld dig her
Læs vores magasin
Download her
Tilbud

Se alle tilbud og kampagner hos Rosborg

Se tilbud her