Arne Jacobsen

Arne Jacobsen

 

Månedens designer - december 2017

Hos Rosborg Møbler sætter vi hver måned fokus på en designer, illustrator, producent eller arkitekt. I denne måned har vi fokus på en af danmark mest verdenskendte arkitekter Arne Jacobsen (1902-1971), der især er kendt for hans møbelserie bestående af bl.a. Ægget, Svanen og Myren til SAS Royal Hotel i København.

 

Arne Jacobsen blev født den 11 februar 1902 i København. Faderen, Johan Jacobsen, var grosserer i sikkerhedsnåle og tryklåse. Moderen, Pouline Jacobsen, var bankuddannet og malede ofte blomstermotiver i sin fritid. Familien boede i Classensgade i et udpræget klunkehjem. Måske derfor malede Arne som barn de kulørte tapeter på sit værelse hvide, en kontrast til forældrenes overlæssede og pyntede smag.

 

På Nærum Kostskole mødte han Lassen-brødrene, hvor Flemming Lassen senere skulle blive samarbejdspartner på en række arkitekturprojekter. Arne Jacobsen beskrives som urolig i skolen, altid med på klovnerier og gerne med selvudleverende humor. Allerede fra barnsben var han dog usædvanlig god til at tegne og skildre naturen gennem minutiøse studier. Jacobsen ville oprindelig have været maler, men faderen mente, at arkitekt var mere fornuftigt, og sådan blev det. Maleriet og talentet for at skildre en idé præcist på papiret fik Jacobsen dog rig lejlighed til at udtrykke gennem sine tegninger.

 

Jacobsens rejseaktivitet startede allerede, da han først i tyverne drog til søs. Rejsen, den eneste i karrieren som sømand, gik til New York. Herefter fulgte murerlære i Tyskland og siden en række tegne- og studieture til Italien. I denne periode producerer Jacobsen nogle af sine fineste akvareller med klassiske motiver, hvor han fanger stemninger og gengiver materialer og former præcist og omhyggeligt.


Jacobsens blik var fra starten af karrieren rettet mod udlandet, uden at han forlod Danmark eller de danske traditioner inden for sit felt.

 

Skal man sammenfattende karakterisere Jacobsen som person, tegner der sig et billede, der i høj grad afspejler nuancerne i den rent faglige produktion: På den ene side den insisterende perfektionistiske modernist, for hvem ingen detaljer var ligegyldige, selv om verdensbilledet alligevel grundlæggende var sort/hvidt og temmelig firkantet (eller rundt, cylindrisk eller æskeformet, om man vil). På den anden side den natursværmende botaniker med umiskendelige kendetegn af dansk hyggeonkel. Fagligheden og Jacobsens nærmest fagidiotiske arbejdsiver hænger i det hele taget ved, når man skal beskrive ham - og som han beskrev sig selv.

 

Han kunne være besværlig, sarkastisk og kompromisløs over for samarbejdspartnere og producenter og krævede af sine ansatte, at de nærmest arbejdede i døgndrift på tegnestuen i stedet for at tage hjem til familiebesøg - ellers kunne de bare skride. Helt privat blev familien sat til at udpege den rette hvide vægfarve blandt adskillige, når der skulle males om, og derefter holde billedrammer i timevis for at finde den rette komposition. Kaffekopperne var sirligt og geometrisk stillet op og børnenes legetøj gemt af vejen, når Jacobsen omsider kom hjem fra tegnestuen.

 

På den anden side af personligheden ser vi en helt anden og afrundet Jacobsen, som på rousseausk maner fordybede sig i akvarelmaling, naturstudier og puslen med plantestiklinger. Jacobsen søgte undertiden at undslippe fra de begrænsninger og rammer, som han selv havde været med til at skabe: ’Jeg er ved at brække mig af æstetik’ kunne han udtale under private former og udtrykte undertiden tydelig glæde ved at søge tilflugt, hvor anti-design og anti-æstetik herskede. ’Her er pragfuldt, her kan man intet ændre!’ Han nød et jævnt måltid ’kød i mørke’ eller at kaste sig over en lækker konditorkage. At kagen helst skulle være pæn for at smage godt, vidner om det svære dilemma i at slippe æstetikken et øjeblik.

 

Arne Jacobsens humor og selvironi finder man bl.a. i hans skitser og tegnede julekort til nære venner eller ved at lytte til ordvalget i hans udsagn om de (oftest faglige) emner, som optog ham. Fra barnsben kunne han lide at klovne, og han fortsatte op gennem voksenlivet med artisteriet og undertiden skøre væddemål såsom at optræde med en melonskal på hovedet.

 

På designsiden vidste Jacobsen sjældent på forhånd, hvad han ville - trods den umiddelbart ubesværede streg. Her var Jacobsen langt fra den selvsikre person, man anså ham for at være over for bygherrer. Bortset fra grundidéen, den stærke fornemmelse for proportioner og materialer samt et formmæssigt sikkert talent ud over det sædvanlige, var intet fastlagt på forhånd. Derfor blev Jacobsen tit opfattet som usikker, når det gjaldt design, hvor han i virkeligheden snarere intuitivt søgte - og især interesserede sig for - at afsøge formidéens, teknologiens og materialets yderste grænser.

 

De tekniske dele af designprocessen var derfor aldrig udgangspunktet for hans design, selvom meget tyder på, at Jacobsen i de materialemæssige begrænsninger fandt det rette modspil og en vis ro til at dæmpe den kreative uro. Fraværet af disse begrænsninger, som f eks i arbejdet med plast frem for træ, udløste netop en uvilje mod at slippe tingene. Jacobsen kunne arbejde i det uendelige med designet og havde derfor svært ved at give slip og gøre tingene færdige. At produktionsfasen tit blev udsat, er et typisk perfektionistisk træk.

 

Jacobsen regnes hverken for intellektuel eller analytisk i gængs forstand. Hans sproglige kommunikation i forbindelse med formuniverset er legendarisk qua udtryk som ’Så tyndt som muligt, og aldrig i midten’. ’I dag skal vi lave et virkelig lavt/rundt projekt’ er en anden af Jacobsens præcise, nærmest understatede sprogblomster, som medarbejdere på tegnestuen eller eleverne på Kunstakademiet, hvor Jacobsen var professor, tit hørte. Arne Jacobsen kunne også finde på at spørge, hvordan tingene havde ’opført’ sig i dag, som var der vitterlig tale om ting med deres eget liv. Selv kunne han sammenligne egne byggerier med den samme tændstikæske blot placeret på forskellige måder.


​​​​​​​​​
Køb dine produkter af Arne Jacobsen her