Hee Welling
 

Månedens designer - Maj 2015

Hos Rosborg Møbler sætter vi hver måned fokus på en designer, illustrator, producent eller arkitekt. I denne måned har vi haft en lille snak med Hee Welling, der bl.a. står bag den succesfulde "About" serie produceret af danske HAY.



Hvordan er din kreative proces?

Den er efterhånden forholdsvis struktureret. Når vi får en opgave (et design brief) går vi igang med at finde ind til hvad produktet skal kunne, hvem brugeren er og hvordan markedet ser ud osv., sideløbende køre skitseprocessen. Når vi har nok viden om produktet og rigeligt med ideer på skitseplan, går vi i gang med at bygge simple skitse modeller og derefter tegne dem op i 3D. Efterfølgende laves der renderinger og 3D printede modeller ud fra computer tegningerne. Proces, undersøgelser, modeller og renderinger præsenteres så for kunden og sammen udvælges der emner eller detaljer som der arbejdes videre med. Ud fra de udvalgte emner, laver vi et oplæg på et endeligt produkt og herefter overtager producenten udviklingen, med os på sidesporet.
 


Hvor finder du inspiration til dine designs?

Inspirationen kan komme fra alt - en lækker detalje på en bil, et stykke fantastisk arkitektur, et smukt kunstværk, strukturer eller konstruktioner i naturen, en lækker snedker detalje osv.
 
Det gælder bare om at holde øjne og øre åbne og opdage alle de fantastiske detaljer vi er omgivet af hver dag.
 


Hvordan vil du beskrive din stil?

Enkel og funktionel, uden overflødige pynt - kort sagt Skandinavisk. Det rene og funktionelle er bare mere langtidsholdbart, end ting der følger trenden og plasteres til med unødvendig fyld.
 


Hvem er dit største kreative forbillede?

Uden tvivl Jasper Morrisson. Han er en mester til at skabe det enkelte, uden det bliver kedeligt og banalt.
 


Hvilket møbel er dit absolutte ynglings?

Første gang jeg så Steelwood chair fra Magis / Bouroullec brødrerne var jeg helt fortabt. Det er et fantastisk gennemarbejdet og smukt produkt, som har noget magisk over sig.
 


Hvad kendetegner en designklassiker?

Det er produkter hvor form, funktion og kvalitet går op i en højere enhed. Samtidig er det produkter der overlever, fordi de har noget ekstraordinært at byde på i forhold til det æstetiske, funktionen, innovation, detaljer o.l.
 


Hvad arbejder du på p.t.?

Vi arbejder i øjeblikket på ca. 20 projekter som køre sideløbende. Det er udover møbler også håndtag, lamper og andre mindre industrielle produkter.
 


Hvad har været højdepunktet i din karriere indtil nu?

At have været med til at skabe About A Chair. Hele serien har udviklet sig til en kæmpe succes, ikke kun i Danmark men også uden for landets grænser, og det er noget man som designer ikke oplever mange gange i karrieren.

 


Køb dine produkter af Hee Welling her
 

 

Nyhedsbrev

Få 15% rabat på dit første køb ved tilmelding

Tilmeld dig her
Læs vores magasin
Download her
Tilbud

Se alle tilbud og kampagner hos Rosborg

Se tilbud her